Mødet hos Embedslægen.

Kort tid efter at vi havde modtaget listen over de 16 punkter, som ville
blive undersøgt, fik vi et brev fra Embedslægen i Århus.
I brevet forklarede han, at han havde modtaget sagen fra patientklagenævnet
og ville i den forbindelse tilbyde at holde et møde med os for
at forklare sagens behandling.

Jeg ringer derfor til embedslægen for at høre, hvad det
er han vil forklare, og jeg får at vide, at det er for at gennemgå
de enkelte punkter, således at det er de rigtige ting, der bliver
behandlet.
Vi drøfter tilbuddet, og efter et par dage ringer vi for at aftale
et tidspunkt for mødet.

Den 11-11-01 kører vi til Århus for at mødes med
embedslægen i den forventning, at han vil gennemgå sagen med
os og hjælpe os med det videre forløb af den sag, der er
sendt til patientklagenævnet om Simones behandlingsforløb.
Mødet starter med, at vi får at vide, at vi skal betragte
embedslægen som vores advokat i forbindelse med klagesagen.
I løbet af mødet virker det mere og mere som om, at det
kun drejer sig om at få os til at frafalde klagen, til trods for
at embedslægen påpeger, at der har været,

  • dårligt informationsniveau.
  • mangelfuld journalføring.
  • dårlig pleje af Simone.

Hver gang vi nævner specifikke steder i Simones journal, bliver
der afveget og skiftet emne, da embedslægen helst vil tale om “generelle”
emner og ikke Simones sag.
Embedslægen mener, at Simones sag vil være god at bruge som
“case” til undervisning, og tilbyder, at vi kan inddrages i
undervisning og kursus for plejepersonale på sygehusene, hvor vi
kan fortælle, hvordan vi som pårørende har det, når
man ikke får de informationer, man har krav på.
Som mødet skred frem virkede embedslægen mere og mere irriteret
over, at vi ikke umiddelbart vil

droppe klagen og tage imod tilbuddet om at holde foredrag.

Mødet slutter efter 4 timer med, at vi skulle tænke over
tilbuddet i en uge og så melde tilbage, hvad vi ville.

Hvad fik vi så ud af mødet?

Vi fik det ud af mødet

  • at behandlingen af Simone helst ikke skulle berøres for meget,
    da den åbenbart var pinlig.
  • at den uvildige læges punkter blev underbygget og derved bekræftet.
  • at Simone reelt ikke havde ret stor chance for at overleve, og at
    hendes tilstand var langt dårligere, end vi fik at vide, især
    efter de fund der blev gjort efter operationen. Oplysninger som vi ikke
    kunne få at vide.
  • at Simones journal ifølge embedslægen var mangelfuld
    og dårlig ført.
  • embedslægen mente ikke der var noget lægefagligt forkert,
    hvilket vi finder underligt set ud fra det, der skete

    • efter 6 kur, hvor Simone fik den alvorlige infektion, og
    • det/de sidste døgn Simone lever.

Vi beslutter os for at lade klagen kører videre, da vi mente,
at Simones sygdomsforløb skulle gennemgås af andre læger,
så vi om ikke andet var med til at gøre, så andre ikke
ville komme til at stå i samme situation, som vi gjorde.

Da vi meddelte embedslægen dette og samtidig tilbød at,
vi gerne ville stå til rådighed med hensyn til at holde foredrag,
blev hans reaktion, at vi ikke skulle regne med, at der var nogen, der
ville samarbejde med os, nu hvor vi havde anklaget dem.

Vi har dog siden holdt en udemærket møde med den ene af
overlægerne på A4, hvor der var en god tone og forståelse
for vores klage.

Klagen er nu til behandling i patientklagenævnet, og hvor lang
tid det tager vides ikke.